Københavns Vestegns Politi: Nyt fra Brøndby Strand - mandag den 7. september

dato

Brøndby Strand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Civil anholdelse ifm indbrud i Rødovre
Fredag den 4. september kl 22.05 modtog vi anmeldelse om at der var indbrud i gang på Engbovej i Rødovre. Huset beboer havde civilt anholdt tyven og holdt ham nu tilbage. Kort efter ankom en af vores patruljer og tyven blev formelt anholdt og sigtet. Lørdag blev den 36-årige udenlandske mand fremstillet i retten i Glostrup og blev her idømt en straksdom på 40 dages fængsel og udvisning af Danmark med indrejse forbud i 6 år.

Brand på skrotplads i Glostrup
Lørdag den 5. september kl 09.37 modtog vi anmeldelse om at der var udbrudt brand på en skrotplads på Naverland i Glostrup. I forbindelse med branden blev Gammel Landevej kortvarigt afspærret af hensyn til slukningsarbejdet. Brandårsagen er endnu ikke klarlagt. 

Indbrud på tankstation i Skovlunde
Fredag den 4. september kl 01:47 modtog vi anmeldelse fra en medarbejder fra en tankstation på Torvevej i Skovlunde om at der havde været indbrud. Der var blevet stjålet kontanter i forbindelse med indbruddet. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra evt. vidner.

Trafikuheld i Glostrup
Lørdag den 5. september kl 0953 modtog vi anmelde om et trafikuheld på Hovedvejen i Glostrup. En ung mand havde overset at bilisten foran havde bremset for rødt. Derfor var han kørt op bag i bilen foran ham. Ingen var kommet noget til.

Kørte med afmeldte nummerplader i Albertslund – nu venter store bøder 
Fredag den 4. september kl. 12.15 blev en politipatrulje opmærksom på en bil i Vognporten med afmeldte nummerplader. Patruljen standsede bilen, hvor føreren, en 23-årig mand, ikke havde erhvervet førerret og virkede påvirket af euforiserende stoffer. En narkometertest gav udslag på flere typer narkotika, hvorefter han blev anholdt og kørt til blodprøve på politigården, hvor han desuden blev fundet i besiddelse af lidt kokain. Betjentene afmonterede nummerpladerne, og der venter nu den anholdte et dyrt efterspil. Straffen for narkokørsel er første gang vanligvis en nettomånedsløn og ubetinget frakendelse af førerretten i tre år. Kørsel uden førerret koster 7.000 kr. første gang, og bøden for at besidde under 1 g kokain er 3.000 kr. første gang. Dertil bliver straffeattesten tilsvarende fyldt med anmærkninger.

Indbrud i lejlighed i Brøndby Strand
Søndag den 6. september mellem kl. 16.30 og 23.45 blev en dør brudt op til en lejlighed på Maglelund, rummene gennemrodet og der blev bl.a. stjålet kontanter, smykker og it-udstyr. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner, som har bemærket noget usædvanligt på tidspunktet – kontakt telefon 4386 1448.

Forsøg på indbrud i lejlighed i Søborg
Fredag den 4. september anmeldte en borger, at der mandag den 31. august mellem kl. 8.30 og 14.30 var forsøgt indbrud i en lejlighed på Kildebakkegårds Allé, idet hoveddøren var forsøgt brudt op – dog uden held.
Indbrud i lejlighed i Hvidovre
Fra fredag den 4. september mellem kl. 7.30 og 16 blev en dør brudt op til en lejlighed i Rebæk Søpark, rummene gennemrodet og der blev bl.a. stjålet smykker. 

Indbrud i villa i Ballerup
Søndag den 6. september kl. 22.11 modtog vi anmeldelse om, at der havde været indbrud i en villa på Brandsbyvej i tidsrummet mellem fredag den 4. september kl. 17.30 og søndag den 6. september kl. 22. Et vindue var blevet brudt op, og der var stjålet bl.a. smykker og kontanter. Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114. 

Cyklist i højresvingsulykke i Hvidovre
Fredag den 4. september kl. 13.49 kørte en patrulje og en ambulance til trafikuheld på Kettegårds Allé. Det viste sig, at en bil ført af en 22-årig kvinde under højresving til Avedøre Havnevej påkørte en 34-årig kvindelig cyklist. Ringe materiel skade, personskade p.t. uoplyst. 

Sigtet for at stjæle varer i supermarked i Ishøj
Søndag den 6. september kl. 20.06 kørte en patrulje til et supermarked på Ishøj Strandvej, hvor personale tilbageholdt en mistænkt butikstyv. En patrulje kørte frem og efter undersøgelser blev der rejst sigtelse mod en 33-årig mand for tyveri af fødevarer for omkring 130 kr., hvilket han erkendte. Der venter ham nu en bøde.

Kørte for stærkt og uden førerret i Albertslund
Lørdag den 5. september kl. 22.02 blev en bil i forbindelse med en hastighedsmåling standset for at køre for stærkt på Roskildevej i Albertslund. Det viste sig desuden, at føreren af bilen, en 25-årig mand, ikke havde førerret. Han blev sigtet for både hastighed og kørsel uden førerret. Han erkendte begge forhold i øjeblikket. 

Anholdt for narkokørsel i Ballerup 
Lørdag den 5. september kl. 02.30 bragte en patrulje rutinemæssigt en bil til standsning på Ballerup Boulevard. Føreren, en 24-årig mand, blev vurderet påvirket, hvilket en narkometertest bekræftede. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørt til Politigården i Albertslund for blodprøve. Han erkendte forholdet i øjeblikket. 

Anholdt for narkokørsel i Brøndby
Fredag den 4. september kl. 01.44 blev en bil rutinemæssigt bragt til standsning på Park Allé. Føreren af bilen, en 20-årig mand, fik foretaget en narkometertest, der førte til, at han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørt til Politigården i Albertslund for blodprøve. Han erkendte forholdet i øjeblikket. 

Anholdt for spirituskørsel i Glostrup
Søndag den 6. september kl. 02.08 blev en bil bragt til standsning på Byparkvej. Føreren af bilen, en 56-årig mand, blev vurderet påvirket, hvilket en alkometertest bekræftede. Han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel og kørt til Politigården i Albertslund for blodprøve. Han erkendte forholdet i øjeblikket. 

 

Sigtet for flere forhold i Høje-Taastrup
Søndag den 6. september kl. 00.35 standsede en patrulje rutinemæssigt en bil på Kirkevej. Føreren af bilen, en 20-årig mand, blev skønnet påvirket, hvilket en narkometertest bekræftede. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Derudover blev han sigtet for overtrædelse af Færdselsloven ved ikke at have sit kørekort med sig. Der blev desuden fundet en pose med noget kokain, hvilket han også blev sigtet for. Han erkendte forholdene i øjeblikket. 

Anholdt for spirituskørsel i Hvidovre
Mandag den 7. september kl. 00.25 blev en bil rutinemæssigt bragt til standsning på Hvidovrevej. Føreren af bilen, en 29-årig mand, blev vurderet påvirket, hvilket en alkometertest bekræftede. Han blev derfor sigtet og anholdt for spirituskørsel og kørt til Politigården i Albertslund for blodprøve. Han erkendte forholdet i øjeblikket. 

Kørte uden førerret i Høje-Taastrup
Fredag den 4. september kl. 00.43 bragte en patrulje rutinemæssigt en bil til standsning på Helgeshøj Allé. Det viste sig, at føreren af bilen, en 26-årig mand, ikke havde førerret. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, hvilket han erkendte i øjeblikket. 

 

 

 
Kilde: Københavns Vestegns Politi